Hvad er en UNF ScienceCamp?

- En helt uforglemmelig oplevelse!

Ungdommens Naturvidenskablige Forening har primært tre campkoncepter: Der er de projektorienterede camps såsom Game- & Software Development Camp, de teoriorienterede camps såsom Fysik & Matematik Camp, og så er der de laboratorieorienterede camps. Chemistry Camp hører til den sidste kategori, og du kan altså forvente en masse spændende eksperimenter og moderigtige kitler.

I UNF bestræber vi os på at støtte undervisningen med et gennemarbejdet socialt program og hyggelige omgivelser, hvilket vil sige at der ikke er meget nedetid i løbet af ugen. Det giver et godt socialt miljø, der er med til at vores deltagere kommer tilbage år efter år. UNF ScienceCamps har også en del år og erfaring på bagen, da der har været ScienceCamps 2002, og dine undervisere har garanteret selv været på en af dem.

Campen skal ikke ses som et talentarrangement, men snarere som en mulighed for at fordybe sig i sit yndlingsfag på en anden måde end skolen tilbyder - og som en mulighed for at møde ligesindede mennesker der deler din passion, og hjælpe med at afklare et eventuelt uddannelsesvalg i fremtiden.

UNF bygger udelukkende på frivilligt arbejde, og via velgørende bevillinger koster deltagelse kun 500 kr. for hele ugen, og dette inkluderer et års medlemsskab i din tilhørende lokalforening derefter. Vores sponsorer skal have stor tak; uden dem ville det hele ikke være muligt. Du kan se dem alle her.

Denne side er sidst opdateret d. 20. november 2023 af DAFL